Pax Romana

Pax Romana (latin for "Romersk Fred") er en periode i romersk historie på cirka 200+ år, der identificeres som en guldalder med øget og vedvarende romersk imperialisme, relativ fred og orden, velstående stabilitet, hegemonisk magt og regional ekspansion. Dette til trods for der var flere oprør og krige, herunder fortsat konkurrence med Partherriget. Den dateres traditionelt til at begynde med Augustus' tiltræden, grundlæggeren af det romerske principat, i 27 f.Kr. og slutte i 180 e.Kr. med Marcus Aurelius' død – den sidste af de "Fem Gode Kejsere".^[1]

I løbet af denne periode på omkring to århundreder opnåede det Romerske Kejserrige sin største territoriale udstrækning i år 117 e.Kr. (under kejser Trajan), og dets befolkning nåede et maksimum på op til 70 millioner mennesker – hvilket udgjorde omkring 33% af verdens befolkning.^[2][3] I henhold til Dio Cassius markerede det diktatoriske styre under Commodus (efterfølgende efterfulgt af "De Fem Kejseres År" og "Tredje Kejserkrisen") et forfald "fra et rige af guld til et af jern og rust".^[4]

1. ^ "Pax Romana". Britannica Online Encyclopedia. 23 februar 2024.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
2. ^ Head, Tom (2017-10-03). World History 101: From Ancient Mesopotamia and the Viking Conquests to NATO and WikiLeaks, an Essential Primer on World History (engelsk). Simon and Schuster. s. 85. ISBN 978-1-5072-0454-2.
3. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet ushistory
4. ^ Dio Cassius 72.36.4, Loeb edition translated E. Cary